Jeg måtte desværre i torsdags vinke farvel igen til Fie.
Og nej det var ikke fordi der var noget galt, hverken med Fie, eller med mig.
Der var bare ikke kemi...ja jeg ved godt at det måske lyder mærkeligt hund-menneske imellem, men ikke desto mindre så er det ekstra vigtigt i den relation som Fie, som Servicehund, og mig, som bruger, skal have.
Fie knyttede sig ikke til mig.
Hun syntes at alle mennesker (og hunde) var lige fuldstændige fantastiske.
Jeg var kun interessant når jeg havde noget spiseligt, især til hende, men også til mig selv.
Jeg prøvede ihærdigt, men da det ikke lykkedes for mig, gav jeg ubevidst lige så stille op.
Og følte ikke at jeg var tilstrækkelig, og blev ked af det.
Og sådan skulle det jo slet ikke være.
Min drøm var jo gået i opfyldelse, jeg skulle være ved at sprænges af glæde.
Jeg nød meget at gå turene med Fie.
Og hun var lydig.
Ind glad hund som alle blev charmeret af.
Der var bare ikke den der kemi imellem hende og jeg, der er så svær at forklare.
Min første reaktion var nederlagsfølelsen.
Jeg synes det er svært nok i forvejen at sprudle af selvtillid i den situation jeg sidder i.
Så at det, som jeg havde glædet mig rigtig meget til, mislykkedes, ja det slog mig rigtig meget ud.
Men fornuften vinder jo heldigvis med tiden, og jeg ved at det var bedst for både Fie og jeg at skilles.
Jeg sidder nu i et tomrum, fordi jeg jo på de 14 dage Fie boede hos mig, havde nået at vænne mig til selskabet og ritualerne og rytmen.
Jeg kan muligvis få en ny hund anvist inde i det nye år,
og det vil jeg se frem til. :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar